Undgå at få ondt i halsen
Undgå at få ondt i halsen
Når forkølelsessæsonen nærmer sig er der en række ting du kan gøre for at mindske risikoen for at blive smittet og få ondt i halsen.
Vask hænderne
For at undgå smitte bør du have en god håndhygiejne. Vi bliver nemlig udsat for virus og bakterier mange steder, og derfor er det en god ide at vaske hænder mange gange i løbet af dagen – ikke kun efter toiletbesøg. Fjern ringe, og vask håndflader, fingre og håndryg grundigt. Sæberester skylles omhyggeligt af. Det bør tage mindst 15 sekunder at vaske sine hænder ordentligt.
Undgå andre med ondt i halsen
Den mest almindelige årsag til halsbetændelse er virusinfektioner, og de smitter meget nemt ved tæt kontakt. Derfor er det klogt, at holde en vis afstand til personer, der klager over at have ondt i halsen.
Undgå at irritere halsen
Din hals kan blive irriteret, hvis du ryger, inhalerer røg eller andet forurenet luft. Derfor bør du undgå steder med røg og forurening. Klimaanlæg og aircondition kan også være med til at irritere din hals, da pludselige temperaturændringer kan gøre dig mere udsat for halsbetændelse.
Træk vejret gennem næsen
Det lyder måske mærkeligt, men du kan undgå at få halsbetændelse ved at trække vejret gennem næsen. Din næse er dit naturlige filter for bakterier og andre ting fra luften, der kan irritere din hals. Derudover er varm luft bedre for halsen end kold. Derfor er det en god ide at trække vejret gennem næsen om vinteren. Luften bliver nemlig varmet op, mens den passerer gennem næseborene.
Spis varieret og sundt
Det siger måske sig selv, men en sund og varieret kost er en forudsætning for et stærkt immunforsvar. Når immunsystemet er godt, er kroppen bedre til at bekæmpe infektioner, som kan give dig ondt i halsen.
Få nok søvn
Mens du sover forebygger og genopbygger kroppen sig selv. Sover du for lidt, vil du være udsat for fx infektioner som forkølelse og influenza. En voksen person bør sove 7-9 timer hver dag.
Undgå at ryge eller ryg mindre
Hvis du er ryger, er det en rigtig god ide, at ryge mindre eller holde en pause, hvis du kan mærke, at du er ved at få ondt i halsen. Røg irriterer din hals, og vil forværre en halsbetændelse.
Få rigeligt med væske
Hav et glas eller en flaske vand i nærheden, så du får nok væske i løbet af dagen. Det lyder måske simpelt, men hvis halsen er tør, bliver den nemmere irriteret, og du er dermed mere udsat for at få halsbetændelse.